Milde vintre og fuglehuse får skylden
Danmark oplever i disse år en sand rotteinvasion, der koster kommunerne dyrt.
Ødelagte ledninger, huller i murværket og spredning af dødelige sygdomme.
Rotter er blevet et så stort problem i Danmark, at flere kommuner de seneste fem år har oplevet en eksplosiv vækst i antallet af anmeldelser om de små skadedyr.
Alene i Ringsted Kommune har man siden 2013 fået 46 procent flere anmeldelser. Og det kan mærkes i kommunens økonomi, siger Pernille Crone, der er faglig leder for Team Miljø i Ringsted Kommune.
– Vi sætter flere og flere penge af til rottebekæmpelse. Jo flere rotter vi har i kommunen, jo flere ressourcer bruger vi, siger Pernille Crone.
Problemet er størst på landet
Det er især områder uden for de største byer, der har problemer med rotter. I både Kalundborg, Sorø og Holbæk kommuner har man på bare fem år oplevet en stigning i antallet af sager om rotter på mere end 80 procent.
Helt galt ser det dog ud i Stevns Kommune, hvor man siden 2013 har fået 200 procent flere anmeldelser om de skadelige dyr.
– Det er et tal, vi er rigtig kede af. Problemet er blevet så stort, at vi har været nødt til at lave en ny kontrakt med vores skadedyrsbekæmper. Men vi er meget opmærksomme på at forebygge antallet af rotter. Det gør vi blandt andet ved at sætte fælder op, når vi laver nye kloakeringsprojekter, siger Berith Burkandt, der er leder af Natur og Miljø i Stevns Kommune.
Milde vintre og fuglehuse får en del af skylden
Selvom man ikke kan pege på én bestemt årsag til de mange rotter, så mener flere eksperter, at det kan skyldes de seneste års milde vintre.
– Der har ikke rigtig været nogle hårde vintre, som slår de rotter ihjel, der lige nu render rundt ude i naturen. Rotterne kan derfor formere sig langt mere, end vi tidligere har set, siger Claus Schultz, der er teknisk direktør hos skadedyrsfirmaet Rentokil.
Men vejret kan ikke alene få skylden. Vi mennesker sørger nemlig også for, at rotterne har optimale levevilkår klods op og ned af vores huse.
– Vi danskere elsker jo at fodre fugle. Men når man har et fuglehus, så ender en masse korn og frø ofte på græsplænen. Det tiltrækker i den grad rotter, fordi de er på evig jagt efter mad, siger Jørgen Veisid, der er centerchef for Faxe Kommune.
Nye regler gør det nemmere for borgerne
Problemet med rotter er efterhånden blevet så stort, at regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre i november vedtog en ny handlingsplan for at bekæmpe rotter.
I den står blandt andet, at kommunerne fremover er forpligtet til at reagere på rotteanmeldelser uden for den kommunale åbningstid.
– Det er jo fuldstændig uacceptabelt, at borgerne skal have angreb af rotter. Det skal man selvfølgelig kunne gøre noget ved. Derfor vedtog vi den nye handlingsplan, så man nu har en kort og hurtig kontaktmulighed til kommunerne, siger Erling Bonnesen, miljøordfører fra Venstre.